Henter indhold
Bertram Knudsens Have

Opførelse af plejecenter Bertram Knudsens Have

– Prisbelønnet plejecenter

Bertram Knudsens Have modtog i 2014 Kolding Kommunes arkitekturpris for et kvalitetsbevidst byggeri med fine vilkår for både privatliv og samvær.

Det nye prisbelønnede plejecenter blev opført som etagebyggeri med 90 plejeboliger og et samlet boligareal inklusive fællesarealer på i alt 6.480 m² samt et serviceareal på i alt 1.300 m² til servicering af beboerne i plejeboligerne.

Tre typer boenheder

Plejecentret fordeler sig på seks boenheder, som hver rummer 15 boliger med tilhørende fælles- og servicearealer. Boligerne fordeler sig således:

  • 24 almindelige torumsboliger
  • 60 store torumsboliger
  • 6 trerumsboliger.

Alle boligtyper er repræsenteret i hver boenhed. På hver etage er der placeret to boenheder i tæt forbindelse med hinanden. I overgangen mellem boenheder og servicecenter er fælles service- og personalefaciliteter placeret.

Den enkelte enhed fremstår som en kompakt L-formet enhed, der består af to boligfløje sammenbundet af en fælles spisestue med tilhørende anretterkøkken.

Energioptimering

Ved hjælp af en række passive og teknologiske energitiltag er nybygningen, der har et samlet energibehov på 28,6 kWh/m², bragt ned i lavenergiklasse 2015, hvilket medfører en optimal energiteknisk løsning med et minimum af drift og vedligehold i fremtiden.

Af passive virkemidler er der bl.a. tænkt på bygningskroppens form, facadens udformning og kvalitet, samt hensigtsmæssig placering af bygningsfunktioner i forhold til dagslys og solindfald.

Facadens udformning med brede, høje lavenergivinduer med den helt rigtige glaskvalitet sikrer et generelt højt dagslysindfald i alle rum og minimerer overophedning og energiforbrug.

Derudover er der indarbejdet systemer til belysning og ventilation, der leverer den rigtige kvalitet med lavt energiforbrug og censorer i gulve (faldalarm), som registrerer, hvis beboeren falder.

Plejecentrets faciliteter indeholder:

  • Fælleskøkken
  • Opholdsstue
  • Multirum til møder og aktiviteter
  • Wellnessafdeling
  • Tagterrasse
  • Orangeri
  • Torvecafé
  • Anretterkøkken ved boenhederne
  • Spisestue ved boenhederne
  • Stor have til forskellige aktiviteter, hvor også handicapcykler er til rådighed.

Fakta

  • Bygherre: Kolding Kommune
  • Adresse: Bertram Knudsens Vej 178, 6000 Kolding
  • Entrepriseform: Totalentreprise – Ingeniørrådgiver
  • Entreprenør: MT Højgaard
  • Arkitekt: Kjaer & Richter A/S
  • Rådgivningstype: Ingeniørrådgivning
  • Rådgivningsydelse: Projektering af bærende konstruktioner, el, vvs og ventilation samt fagtilsyn.
  • Entreprisesum: 106 mio. kr.
  • Omfang: 8.000 m²
  • Udførelsesperiode: August 2011 – September 2013